I samarbejde med Hundested Kino viser vi i efteråret yderligere tre film: Camper 303, Fargo og Lucky. 
Alle filmene vises lørdag eftermiddage kl. 15.00. Billetter købes i Hundested Kino – www.hundestedkino.dk.

I forbindelse med filmene vil der blive givet et kort oplæg om de filosofiske aspekter. Efter filmene vil der være mulighed for dialog om herom.

 

30/10: Camper 303

Vises i Hundested Kino, lørdag d. 30. oktober 2021 kl. 15.00.
Spillefilm, 1t 55 min. Tyskland 2018. Instruktion: Hans Weingartner.

Det romantiske drama ‘Camper 303’ handler om den unge kvinde Jule, som sætter kursen mod Portugal og sin kæreste, efter hun finder ud af, at hun er gravid.
Jule rejser afsted i en Mercedes ”303” autocamper, og samler blafferen Jan op, som er på vej til Spanien for at opsøge sin biologiske far.
De to unge mennesker er begge meget optagede af livets store spørgsmål. Undervejs har de dybe samtaler, som langsomt bringer dem tættere på hinanden, og deres roadtrip udvikler sig til en følelsesmæssig rutsjebanetur.

Se mere om filmen, og køb billetter her: https://www.hundestedkino.dk/movie_details/6046_date=2021-10-30
Yderligere omtale af filmen: https://www.kino.dk/film/c/ca/camper-303

 

27/11 Fargo

Vises i Hundested Kino lørdag d. 27. november kl 15.00

Filmen ”Fargo” deler vandene. Coen brødrene Joel og Ethan skrev, producerede og instruerede ”Fargo” i 1996. Nogle ser den som en meget varm menneskelig film, mens andre som grim og umenneskelig – sandheden ligger nok et sted midt imellem. Den bedste måde at se den kan være at betragte den som en meditation over, hvordan man kan indtage en moralsk position i vores skøre apokalyptiske verden.
Med krimigenren som staffeli og det iskolde og sneklædte Brainerd, Minnesota som lærred, maler filmbrødrene en absurd fabel om moral, retfærdighed og skrøbelig maskulinitet.

Vi møder den desperate bilforhandler Jerry Lundegaard (William H. Macy) i massive pengeproblemer. Han har derfor hyret to afstumpede forbrydere Carl og Gaear (Steve Buscemi og Peter Stormare) til at kidnappe sin kone. Planen er at skumme fløden af løsesummen fra Jerrys rige svigerfar.
Det går dog langt fra som planlagt, og da Coen-brødrenes mest positive karakter, den kløgtige, højgravide politibetjent Marge Gunderson (Frances McDormand), træder ind på scenen, kan ingen skurk føle sig sikker.

Udover et begavet, Oscar-vindende manuskript og fremragende instruktion, så er ”Fargo” i høj grad en film fyldt med mindeværdige skuespilpræstationer.

Mest ikonisk er Frances McDormand Oscar-vindende og jordnære præstation som politibetjenten Marge. Man mærker tydeligt karakterens spøjse skandinaviske rødder, og filmen igennem er hun er inkarnationen af udtrykket Minnesota-nice – og som sådan repræsentant for alt det gode i mennesket.
Selvom hun er omgivet af koldblodige mordere og inkompetente kollegaer, så er hun altid optimistisk, rolig og knivskap. Marge er filmens bankende hjerte, der forsikrer os alle om, at det gode i sidste ende vil vinde over det onde, også selvom verden fremstår kynisk, grådig og meningsløs. Hun står i skarp kontrast til filmens golde landskab og ikke mindst filmens andre karakterer, som i sidste ende alle får som fortjent.

Kilde: https://soundvenue.com/film/2020/08/coen-broedrenes-fargo-balancerer-det-morsomme-menneskelige-og-det-makabre-til-perfektion-416494
Yderligere omtale af filmen: https://www.kino.dk/film/f/fa/fargo-1996

 

11/12: Lucky

Vises i Hundested Kino, lørdag d. 11. december kl. 15.00.
Spillefilm, 88 minutter, USA 2018. Instruktion: John Caroll Lynch.

”Lucky” er en åndelig rejse, hvor vi følger den 90-årige kæderygende ateist, Lucky, og alle de andre mærkværdige karakterer, som bor i hans afsidesliggende lille hjemby i den amerikanske ørken. Efter at have overlevet alle sine samtidige venner, befinder Lucky sig ved et af livets skel og drager ud på en rejse for at finde sig selv og opnå det uopnåelige: oplysning.

Den anerkendte skuespiller John Carroll Lynch har med sin instruktørdebut kreeret ikke bare et mageløst højdepunkt i Harry Dean Stantons skuespillerkarriere, men også et meditativt greb om emner som dødelighed, ensomhed, åndelighed og venskab.

Yderligere omtale af filmen: https://www.kino.dk/film/l/lu/lucky