I Halsnæs filosoferer har vi en vision om at give mennesker i Halsnæs mulighed for at filosofere over spørgsmål og emner, de finder væsentlige. Der hvor de er og sammen med andre. Der kræver, at vi bliver flere, som kan arrangere og lede filosofiske dialoger rundt omkring i lokalsamfundet.

Det er baggrunden for, at vi i Halsnæs filosoferer har besluttet at oprette et træningsforløb i facilitering af filosofiske dialoger. Forløbet henvender sig til medlemmer af Halsnæs filosoferer, som gerne vil have tænkning og metoder til at udbrede og lede filosofiske dialoger.

Der kan være max. 15 deltagere på holdet. Deltagelse forudsætter, at man har gennemført de fem aftener om levet filosofi og har mod på at prøve kræfter med rollen som filosofisk facilitator. Derudover kræver det naturligvis, at man er med på at indgå i et forløb, som involverer at modtage og give åben, ærlig og læringsorienteret feedback.

Forløbet kommer i første omgang til at bestå af fem aftener med en lille måneds mellemrum. Her bliver du introduceret til rollen og tænkningen, og så træner vi udvalgte metoder og “at stå i det åbne”. Forløbet kobles sammen med øvelser mellem aftenerne i mindre grupper eller i forhold til en gruppe “derhjemme”. Det er vigtigt, at du er indstillet på at træne uden for selve aftenerne.

Thomas Ryan Jensen er underviser, suppleret af Dorte Holmberg, som udover at være gift med Thomas, også er en meget kompetent facilitator.

Aftenerne foregår i Karl-E, Nørregade 22E i Frederiksværk, i tiden 19.00–21.00 på følgende datoer: 5. september, 19. september, 3. oktober, 24 oktober og 21. november.

Pris: kr. 300 for alle fem aftener. Tilmelding til Thomas på mail@thomasryanjensen.dk